top of page

Kunstværker pryder byggehegn

15. januar 2024

Kunstværker pryder byggehegn

Kunstværker pryder byggehegn

Lokale kunstnere har udsmykket byggehegnet ved Fredensgård, så forbipasserende i de kommende år kan nyde de flotte kunstværker, som blandt andet sætter fokus på det nye byggeri og Silkeborgs fremtid.

 

Byggehegn er sjældent en fryd for øjet, men A. Enggaard har nu i samarbejde med lokale kunstnere fra Silkeborg gjort en indsats for at skabe et hegn, der både er flot og informativt. I den kommende tid begynder opførelsen af de nye bygninger, der udgør projektet Fredensgård, og derfor er arealet naturligvis hegnet ind, så uvedkommende ikke kan færdes på byggepladsen.

 

Men udover at fungere som en afskærmning er byggehegnet nu blevet udsmykket med en række kunstværker, som kunstnere fra Åbne Atelier Døre, Lysbro Kunsten, Silkeborg Højskole og Den kreative Skole står bag. Derudover er der diverse historiske fotos udlånt af Midtjyllands Avis og Silkeborg Arkiv. Fredag var der fernisering ved byggepladsen, hvor repræsentanter fra A. Enggaard, kunstnerne og andre interesserede deltog.

 

Formålet er at skabe et levende hegn, der er interessant for byens borgere, og temaerne for kunstværkerne er ”Stedets Ånd” og ”Fremtidens Silkeborg”. Førstnævnte er temaet på hegnet ved kirken, mens kunstværkerne langs Fredensgade er fremadskuende og forholder sig til, hvad Silkeborgs fremtid byder på.

 

– Vi bygger boliger til fremtiden, og med kunstværkerne vil vi gerne skabe en forbindelse mellem fortid, nutid og fremtid. Vi synes, det er vigtigt, at forbipasserende har noget flot at kigge på, når de færdes i området, for vi er naturligvis klar over, at en byggeplads ikke pynter i bybilledet, siger byudvikler Anna Louise Hansen fra A. Enggaard.

 

Opførelsen af Fredensgård står på i flere år, og hensigten er, at der skal være kunstværker på byggehegnet, indtil det bliver taget ned. Kunstværkerne er blevet behandlet, så de er vejrbestandige og kan klare regn og blæst. Hegnet bliver i øvrigt malet i en grundfarve, når vejret tillader det, akkurat som det er sket ved hegnet over mod kirken.

 

A. Enggaard har lavet kighuller til byggepladsen, så folk kan følge med i, hvordan byggeriet skrider frem, og hegnet rummer også informationer om Fredensgård, som kommer til at bestå af omkring 270 lejligheder, fællesrum, erhvervslokaler og et attraktivt gårdrum.

 

Udover at informere om byggeriet på byggehegnet har A. Enggaard sat infostandere op flere steder ved Fredensgård for at fortælle om det arkitektoniske koncept, kunst og bæredygtighed.



Seneste nyheder

A. Enggaard A/S ønsker glædelig jul 🎅

18. dec. 2025

Årets sidste støbning

16. dec. 2025

Så røg SIF til tops 😀

10. dec. 2025

bottom of page